DJØF med løgn III

27. Februar 2018 20:00

 

Per Helges DJØF med løgn er noget af tidens skarpeste politiske satire. Nu indtager han Borgen – og Musikhuset Esbjerg

Først faldt publikum ned af stolene af grin, da Per Helge beskrev livet som DJØF’er i en styrelse, så klukkede de af grin til beskrivelserne af bureaukratiet i en kommune. Begge shows blev rost til skyerne af anmelderne og spillede for udsolgte huse igen og igen. Nu er Per Helge klar med et helt nyt show: DJØF med løgn III – Borgen. Handling og inspiration til det nye one-man-show er hentet i magtens absolutte centrum, nemlig på Christiansborg, blandt politikerne, embedsmændene og journalisterne.

Det er efterhånden over tre år siden, at Per Helge smed titlerne som bureaukrat og embedsmand. De blev udskiftet med den mindre beskyttede titel, komiker. Med sine historiefortællinger, der tager udgangspunkt i erfaringerne fra jobs i det offentlige, bruger Per Helge humor og satire til at fortælle om strukturelle og bureaukratiske problemer i samfundet.

“Jeg vil prøve at lave politisk satire på en ny måde. Jeg kender det politiske system indefra. Jeg ved hvordan strukturerne i det politiske system i mange tilfælde er skyld i, at det hele kan virke så idiotisk, når man ser det udefra. Med mit nye show vil jeg forsøge at mindske politikerleden, ved at give folk en insiderviden om at det er systemet og ikke politikerne den er gal med,” siger Per Helge.

“I virkeligheden er Borgen ikke så forskellig fra almindelige menneskers arbejdspladser. Politikere er jo også bare en slags chefer, der sidder og væver på møderne, fordi de først så papirerne en halv time før, mødet gik i gang. Og som meget hellere vil snakke om den geniale idé, de fik på vej ind i ministerbilen, end det komplicerede bureaukratforslag, som står i papirerne. Hvis jeg kan få folk til at grine af systemet, så tror jeg, vi er kommet lidt tættere på en forståelse af politikerne og den hverdag, som de lever i,” siger Per Helge.

Dørene til Teatersalen åbnes kl. 19:30

Vær opmærksom på, at fotografering/optagelse af showet kan være generende for kunstnere og øvrige publikummer og derfor ikke tilladt

  • Pris: 260 DKK
  • Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersal
  • Spilleperiode: 27. Februar 2018 20:00
  • Kategori: Satire
Køb billet Nyd en lækker menu i Musikhuset – klik her