Medlemsarrangement

30. September 2018 15:00

 

Temaet for årets medlemsarrangement i Teater- og Musikhusvennerne og Den Ny Opera bliver Opera i guldalderens København. Operaekspert Henrik Engelbrecht fortæller, og Den Ny Opera synger.

I begyndelsen af 1800-tallet synger Det Kongelige Teaters skuespillere Mozart uden nogen særlig uddannelse – med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel. Kongen smider landets førende operasanger helt ud af landet, da han tager rollen som Don Juan lidt for bogstaveligt overfor en af prinsesserne på Amalienborg.

Operaeksperten Henrik Engelbrecht, der for nylig udgav den anmelderroste bog Opera i guldalderens København, fortæller levende og engageret om dengang ordensmagten også havde travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne købte teaterbilletter; der var fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der var tit slagsmål efter forestillingerne. Tag med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne og drikker rigeligt med brændevin til … når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.

To af Den Ny Operas faste sangere, sopran Anne Mette Balling og baryton Jens Søndergaard, vil undervejs supplere med arier, duetter og romancer fra datidens repertoire.

I billetprisen inkluderes et glas vin/vand og en sandwich.

Billetprisen for medlemmer af Teater- og Musikhusvennerne og/eller Den Ny Opera er kr. 150,- (vælg “TMV Pris 2018”)

Billetprisen for ikke-medlemmer er kr. 225,- (vælg “Normalpris”)

Du kan blive medlem af Teater- og Musikhusvennerne for kr. 75,-. Læs her mere om, hvordan du bliver medlem.

Arrangører: Teater- og Musikhusvennerne og Den Ny Opera

Dørene til Teatersalen åbnes kl. 14:30

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause på 30 minutter

Vær opmærksom på, at fotografering/optagelse af showet kan være generende for kunstnere og publikum og derfor ikke er tilladt

  • Pris: 225 DKK
  • Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersal
  • Spilleperiode: 30. September 2018 15:00
  • Kategori: Foredrag
Køb billet KØB SPISNING M.M.