Typisk Jonatan Spang

20. September 2019 19:00 - 20. September 2019 21:30

 

Efter fire års pause fra standup-scenen vender Jonatan Spang nu tilbage til rødderne med et nyt standup-show. Med TYPISK stiller han skarpt på hele verden og ikke mindst sig selv med vanlig fandenivoldskhed, revsende iagttagelser og sin sans for god timing.

Siden Jonatan Spang i 1999 vandt DM i Stand-up har han været en central figur på den danske standup-scene, og han er en af Danmarks mest alsidige og spændende komikere og blev i 2016 kåret som Årets komiker ved Zulu Comedy Galla.

Foruden sine tematiske comedyshows har Jonatan Spang både arbejdet som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør indenfor teater, film og TV-verdenen – herunder eksempelvis Forbrydelsen III, Alle for en-serien, TV-serien Lillemand og senest den kritikerroste DR2 satire-serie Tæt på sandheden.

Til næste år tager Jonatan Spang en pause fra netop Tæt på sandheden for at vende tilbage til rødderne på standup-scenen.

Hvor hans tidligere shows har haft tematiske overskrifter som Damer, Familie, Bryllup og Danmark, tager TYPISK udgangspunkt i den store verden og ender i det helt nære.

Om showet siger Jonatan Spang selv: ”Jeg har det med at blive optaget af alle mulige spændende projekter. Men der er ikke noget, jeg elsker mere end at være på tour, have kontakt med publikum og høre dem skrige af grin hver aften.”

Showet er et klassisk Jonatan Spang-onemanshow: En mand – en mikrofon – en stor mavekrampe hver aften.

Fans af Tæt på sandheden vil opleve alt det, de elsker. Den skarpe satire og de overraskende pointer men også noget nyt, når Jonatan stiller skarpt på sit eget liv. Det trofaste publikum kan glæde sig over, at han vender tilbage til det, han gør allerbedst.

Om hans tilbagevenden til live comedy udtaler Jonatan Spang: ”Nu hvor jeg har taget beslutningen, kan jeg næsten ikke vente med at komme afsted. Jeg tror, at timingen er god til at tage en pause fra Tæt på sandheden, og jeg lover at være ligeså hård ved mig selv, som jeg er ved ugens nyheder.”

Forvent satire på højt niveau og glæd dig til, at Jonatan Spang hudfletter dagens Danmark og hans egen lille verden.

Med andre ord – det bliver TYPISK Jonatan Spang!

Arrangør: Musikhuset Esbjerg

Dørene til Koncertsalen åbnes kl. 18:30.

Vær opmærksom på, at fotografering/optagelse af showet kan være generende for kunstnere/publikum og er derfor ikke tilladt.

  • Priser: 325 - 425 DKK
  • Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsal
  • Spilleperiode: 20. September 2019 19:00 - 20. September 2019 21:30
  • Kategori: Comedy, Standup
Køb billet KØB SPISNING M.M.