Musikhuset Esbjerg og Esbjerg er vært for Danmarks Indsamling, der sendes live på DR1 den 29. januar. Læs her, hvordan du kan bidrage til indsamlingen

For første gang er Esbjerg værtsby for Danmarks Indsamling. Showet finder sted i Musikhuset Esbjerg, og det sendes live på DR1 lørdag den 29. januar 2022.

Det er 16. gang, at 12 af landets humanitære organisationer og DR går sammen om at arrangere Danmarks Indsamling. I år er formålet at samle penge ind til at hjælpe de børn, der er hårdt ramt af konsekvenserne af coronakrisen.

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at Esbjerg skal danne ramme om det store indsamlingsshow.

”Vi glæder os i den grad over, at det er lykkes for Musikhuset Esbjerg i samarbejde med Esbjerg Kommune at få Danmarks Indsamling her til det vestjyske. Vi får en helt unik mulighed for at vise en mere kulturel side af Esbjerg frem for resten af Danmark. Samtidig med at vi kan støtte de uskyldige ofre for coronapandemien. Nemlig børnene,” siger Jesper Frost Rasmussen.


Hvad er Danmarks Indsamling?

En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen om at samle ind i for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at opnå FN’s verdensmål.

Med udviklingsprojekter i 13 lande giver Danmarks Indsamling børnene en ny start, med nyt håb og nye muligheder. Blandt andet ved at sikre at børn for adgang til rent drikkevand, at de får en uddannelse og beskyttelse, at de kan få lægehjælp og en voksen kan give dem den omsorg, som de har brug for.

DR sætter fokus på indsamlingen på bl.a. P3, P4, i Aftensshowet og på dr.dk med oplysning, journalistisk og underholdning, når de fra januar fylder sendefladerne danskernes historier og arrangementer.

Indsamlingen kulminerer med showet, der sendes på DR1 lørdag den 29. januar – live fra Musikhuset Esbjerg.

Læs mere om Danmarks Indsamling her.


Vi har brug for jeres hjælp

Ambitionen i år er at lave det bedste indsamlingsresultat fra Esbjerg nogensinde, og for at komme i mål med det, har vi brug for opbakning og gode ideer fra det lokale erhvervsliv, skolerne, foreningerne og alle andre aktører, der har lyst til at bidrage og vise, at vi er en by med et stort hjerte.

Alle kan starte en indsamling, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan indsamle penge. Her er nogle ideer til aktiviteter, I kan benytte eller sætte jeres eget twist på.

  • Kunderne betaler 1 krone ekstra på køb, som går til Danmarks Indsamling, i hele januar
  • Loppemarked
  • Bingospil
  • Konkurrencer med gode præmier
  • Auktioner

Har du lyst til at høre mere om, hvordan du, din virksomhed, forening, skole eller andet kan bidrage til Danmarks Indsamling? Så kontakt koordinator Susan Lehmann Nielsen, Musikhuset Esbjerg, på 76 10 90 31 eller danmarksindsamling@mhe.dk.


Musikhuset Esbjerg bidrager selv

I Musikhuset Esbjerg vil vi naturligvis også selv bidrage til, at vi får indsamlet så mange penge som muligt til Danmarks Indsamling. Derfor har vi besluttet, at for hver billet, vi sælger i løbet af december måned 2021, donerer Musikhuset Esbjerg 5 kroner til Danmarks Indsamling.

Derudover bidrager Musikhuset Esbjerg og husets medarbejdere til indsamlingen. For hver gang en medarbejder tager turen ad trappen op i husets 30 meter høje scenetårn, donerer Musikhuset Esbjerg nemlig 10 kroner til indsamlingen.