Christian Fuhlendorff

10. April 2021 19:00

Christian Fuhlendorff besøger MHE Comedy Club med sit nye show Det sjovt. I showet er den røde tråd er klippet over, og budskab og den påklistrede moral er droppet for at få plads til endnu mere sjov.

OBS: Begynd aftenen i MHE Comedy Club med hyggelig fællesspisning. Se menuen længere nede.

Mellem os, så er det faktisk meget lettere at finde på en rød tråd og alt det der pjat, end det er at skrive en god joke. Det er derfor så mange af os gør det – og anmelderne lader ikke til at opdage noget. Men ikke denne gang!

Lad os ikke bruge så meget spalteplads på, hvem jeg er. Jeg har lavet tv, radio og podcast, men det er nok som standupkomiker, de fleste kender mig, eller burde kende mig. Det er i hvert fald her, jeg føler mig mest hjemme. Og hvis du ikke ved, hvem jeg er, hvad er så chancen for, at du gider gå ind og se det her show alligevel? Plakaten ligner jo for fanden en komedie fra 90’erne. Hvilket det ikke er. Jeg synes bare, det er sjovt!

Hver aften skal være unik. Jeg kommer ikke bare til at stå og lire et manus af, for så kan I sgu lige så godt vente til showet kommer på tv. Selvfølgelig er jeg velforberedt, har gennemøvet materialet og har ikke gjort brug af tekstforfattere. Jeg vil bare gerne tilbage til udgangspunktet – én person og én mikrofon – gribe aftenen og bare smadre salen! Nul revy-sange, nul udklædning og ingen kæmpe scenografi. Og for guds skyld ingen for-producerede tv-klip! Jeg vil tilbage til det, der gjorde, at jeg forelskede mig i genren for 20 år siden.

 

Sjovt og hudløst ærligt

Hvad kan jeg ellers fortælle om showet? Altså, jeg er jo kendt for at være personlig og hudløs ærlig, selvom jeg selvfølgelig krydrer det med lidt Fuhlendorff. Alt, jeg siger om min kone, er til gengæld 100 procent rigtigt. Folk må sgu også godt blive lidt stødt. Os, der kan lide at blive skubbet lidt til, skal også ha’ komik, og tro mig, der bliver lavet nok af alt det andet, der ikke skubber til en skid. På den anden side skal det heller ikke være sådan noget holdnings-komik, hvor folk sidder og klapper, fordi de bliver bekræftet i deres ihhh så korrekte meninger. Prøv og hør, jeg er fra Amager og har en lunken 10.-klasseeksamen – hvad fanden ved jeg om noget? For mig er verden en stor joke, og jeg vælger at grine af den for at overleve, for hvis jeg skulle tage det hele seriøst, så kunne jeg lige så godt skyde hovedet af mig selv. Pis, det lød næsten som et budskab! “Ikke at have et budskab, er også et budskab”. Fuck off!

 

Spis i MHE Comedy Club – Fuhlen i karryen

Begynd aftenen med at spise i MHE Comedy Clubs sjove og hyggelige rammer. Vi dækker op med ternede duge ved langborde, har masser af kold fadøl i hanerne, og så serverer vi lækker, ukompliceret mad, lavet af Musikhusets eget køkken med køkkenchef Jacob Møller Justesen i front.

Aftenens menu er Fuhlen i karryen – altså kylling i karry med ris og pappadums – ad libitum.

Spisningen begynder kl. 17:00.

 

Det praktiske

Arrangør: All Things Live
Døråbning: Dørene til salen åbner 30 minutter inden showstart
Foto: Fotografering/optagelse kan være generende for andre og er derfor ikke tilladt

  • Pris: 295 DKK
  • Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsal
  • Spilleperiode: 10. April 2021 19:00
  • Kategori: Comedy, Standup
Køb billet KØB SPISNING M.M. Køb gavekort


Musikhuset Esbjerg følger myndighedernes retningslinjer og tager løbende alle nødvendige sundhedsmæssige forholdsregler. Og så returnerer vi naturligvis dine billetter, hvis forestillingen ikke kan gennemføres.

Læs mere