Gullaschbaronen

Gullaschbaronen

3. December 2019 19:30

Figaros serverer en omgang lun gullaschkabaret om en nyrig families dans om guldkalven

Under 1. verdenskrig fik Danmark en ny adel, nemlig gullaschbaronerne, der tjente store summer på at lave gullasch til den tyske hær. Penge, som de ofte brugte til spekulation på børsen og til ekstravagante fester og store paladser.

Figaros kabaret Gullaschbaronen, hvor Hans Dueholm spiller alle roller, er inspireret af en række af de virkelige og spektakulære historier om de danske gullaschbaroner. Det drejer sig blandt andet om tobaksrepræsentanten og spekulanten Olaf Biegler, der købte herregården Bangsbo ved Frederikshavn i 1918, førte en yderst ekstravagant livsstil i et års tid, for derefter at forlade stedet i 1919 efterladende sig bunker af ubetalte regninger. Om Svend Aage Andersen, kendt under navnet ”Vekselererdrengen”, der bedrog sine kunder på Børsen for hvad der svarer til 150 millioner kr. Og ikke mindst om storkøbmanden og gullaschbaronen Harald Plum, hvis tvivlsomme spekulationer var hovedårsag til Den Danske Landmandsbanks famøse krak i 1922.

 

Har vi lært noget af fortiden?

Historien trækker tråde til finanskrisen og skandalerne omkring Danske Bank. Grådighed, anløbenhed, manglende moralsk kompas før og nu sættes i scene i en stram, skarp og musikalsk form. Har vi lært noget – kan vi overhovedet lære noget af fortidens synder, eller gentager historien sig bare igen og igen?

Sangen Familieportrætter, som Osvald Helmuth udødeliggjorde i Mestersangeren i Revyenberg i 1952 går som en rød tråd igennem Gullaschbaronen. Familieportrætter fortæller på lavmælt humoristisk og satirisk vis historien om en velstående, men smålurvet, families storhed og fald. I forestillingen opstår karaktererne som levende figurer på scenen, og samspillet mellem dem driver handlingen frem i en form, hvor musik, monolog og fortælling blandes.

Blandt kabarettens andre sangnumre kan nævnes Så til Maxim vi går, Schiøler Lincks Ih, hvor er det kommunalt og Preben Uglebjergs Gyngerne og karrusellen.

Forfatter og instruktør: Hans Dueholm
Medvirkende: Hans Dueholm og pianist Allan Dahl Hansen
Produktion: Figaros

Studie- og ungerabat: Er du enten studerende eller under 25 år, kan du købe 1 billet til kr. 120. Du skal medbringe og fremvise gyldigt studiekort eller billedlegitimation, når du viser din billet i døren. Antallet af studie- og ungebilletter, der sættes til salg, er begrænset, og de sælges til dem, der er hurtigst.

 

Det praktiske

Arrangør: Teater- og Musikhusvennerne og Musikhuset Esbjerg
Døråbning: Dørene til salen åbnes 30 min før showstart.
Foto: Fotografering/optagelse af koncerten kan være generende for både kunstnere og publikum og er derfor ikke tilladt.

Køb billet KØB SPISNING M.M.