Kleopatra

26. Marts 2019 19:30

 

Den Jyske Opera genopliver glemt, dansk opera om forræderi, begær og mord

August Ennas danske opera Kleopatra havde premiere på Det Kongelige Teater i 1894, hvor den spillede syv gange og fik en begejstret modtagelse af både publikum og anmelderne. Siden blev den glemt, men nu puster Den Jyske Opera langt om længe liv i den fantastiske fortælling om dronningernes dronning, Kleopatra.

Forklædt som drømmetyder trænger prins Harmaki ind i dronning Kleopatras palads for at myrde hende, genvinde magten over Egypten og befri sit land for enhver romersk indflydelse. Kleopatras kammerpige Charmion er dybt forelsket i prins Harmaki og hjælper med at lægge mordplanerne. Men så snart Harmaki ser Kleopatra, bliver han slået af hendes skønhed og er ude af stand til at fuldføre mordet. Da Charmion bliver klar over, at hun er ved at miste Harmaki, afslører hun planerne for Kleopatra med frygtelige konsekvenser til følge.

Optakt: Vær med til optaktsforedrag inden forestillingen. Der er gratis adgang, men deltagelse kræver billet, som han hentes i Musikhuset billetcenter. Optakten begynder 30 minutter inden starten på forestillingen.

Studie- og ungerabat: Er du enten studerende eller under 25 år, kan du købe 1 billet til kr. 120. Billet købes i Musikhusets billetcenter mod fremvisning af gyldigt studiekort/billedlegitimation. Antallet af studie- og ungebilletter, der sættes til salg, er begrænset, og de sælges til dem, der er hurtigst.

Musik: August Enna

Libretto: Einar Christiansen efter H. Rider Haggards roman

Instruktør og scenograf: Ben Baur

Dirigent: Joachim Gustafsson

Medvirkende: Internationalt sangerhold, Den Jyske Operas kor og Sønderjyllands Symfoniorkester

Produktion: Den Jyske Opera

Arrangør: Musikhuset Esbjerg

Dørene til Koncertsalen åbnes kl. 19:00.

Fotografering/optagelse af koncerten kan være generende for både kunstnere og publikum og er derfor ikke tilladt.

Køb billet KØB SPISNING M.M.