Lars Lilholt

4. November 2022 20:00

Intim, hyggelig og nærværende er de ord, der bedst beskriver den oplevelse, der venter dig, når Lars Lilholt gæster Musikhuset Esbjerg med sin koncert Storyteller

Glæd dig til en skøn aften i Musikhuset Esbjerg i godt selskab med Lars Lilholt.

Storyteller-koncerten byder naturligvis på masser af sange fra Lars Lilholts store bagkatalog, men den byder også på gode historier og anekdoter fra et spændende musikerliv på farten, historier om, hvordan sangene er blevet til og meget mere.

Folkekære Lars Lilholt har i årevis kunnet samle alle generationer landet over. Han er en erfaren sangskriver med et kæmpestort talent for at bruge det danske sprog og en evne til at kommunikere gennem enkle melodier med et rodnet dybt nede i både folkemusikken, rockmusikken og den klassiske musik.

Lars Lilholt har solgt over to millioner albums og har efterhånden turneret landet tyndt i et halvt århundrede. I halvfjerdserne med folkrock-legenderne Kræn Bysted, sidenhen med De Lyse Nætters Orkester, med Lars Lilholt Band, med trioen Dalton i godt selskab med Johnny Madsen og Allan Olsen og som solist.

Det stærke hold, der denne gang backer Lars op til koncerten Storyteller, er Eddi Jarl (trommer og kor), Gert Vincent (guitar og kor), Kristian Fogh (keyboards og kor) og Mads Kjøller Henningsen (fløjte, drejelire og kor).


Studie- og ungerabat

Er du enten studerende eller under 25 år, kan du købe 1 billet til kr. 120. Du skal medbringe og fremvise gyldigt studiekort eller billedlegitimation, når du viser din billet i døren. Antallet af studie- og ungebilletter, der sættes til salg, er begrænset, og de sælges til dem, der er hurtigst.


Det praktiske

Arrangør: Musikhuset Esbjerg
Døråbning: Dørene til salen åbnes 30 min før showstart
Foto: Fotografering/optagelse af showet kan være generende for andre og er derfor ikke tilladt

Køb billet KØB SPISNING M.M. Køb gavekort