Wiehe og Forsberg

Mikael Wiehe & Ebba Forsberg

22. Oktober 2019 19:30

Oplev Bob Dylans ikoniske sange blive fortolket af den legendariske dansk-svenske rockmusiker Mikael Wiehe og sangerinden Ebba Forsberg

Slægtskabet mellem folkrockens gudfar Bob Dylan og den dansk-svenske musiker Mikael Wiehe har aldrig været til at tage fejl af.

I 1970 dannede Mikael Wiehe sammen med Björn Afzelius og Peter Clemmedson gruppen Hoola Bandoola Band, der spillede progressiv og melodisk rockmusik med samfundskritiske budskaber, der udsprang fra venstrefløjen. Bob Dylan var allerede dengang én af de store inspirationskilder for Sveriges dengang største rockband.

Senere indledte Wiehe en lang og succesfuld solokarriere. Her skrev den produktive musiker massevis af egne, ofte Dylan-inspirerede numre, men han excellerede desuden i at oversætte Dylans amerikanske tekster til svensk og indspille og optræde med disse.

I 2007 samlede Wiehe en række af sine bedste Dylan-sange på albummet Dylan på Svenska, som han indspillede sammen med den svenske sangerinde og skuespiller Ebba Forsberg.

Nu tager Wiehe og selvsamme Forsberg på en nordisk turné, hvor de præsenterer deres smukke, svenske fortolkninger af Bob Dylans ikoniske sange.

Du kan glæde dig til sange som Jag skall bli fri (I Shall Be Released), För att jag älskar dej (Make You Feel My Love), Ödets sista bud (Simple Twist of Fate) og Jag ska va’ med dej inatt (I’ll Be Your Baby Tonight).

Studie- og ungerabat: Er du enten studerende eller under 25 år, kan du købe 1 billet til kr. 120. Du skal medbringe og fremvise gyldigt studiekort eller billedlegitimation, når du viser din billet i døren. Antallet af studie- og ungebilletter, der sættes til salg, er begrænset, og de sælges til dem, der er hurtigst.

 

Det praktiske

Arrangør: Musikhuset Esbjerg
Døråbning: Dørene til salen åbnes 30 min før showstart.
Foto: Fotografering/optagelse af koncerten kan være generende for både kunstnere og publikum og er derfor ikke tilladt.

 

Køb billet KØB SPISNING M.M.