Tobias Dybvad

11. Marts 2022 19:00

Tobias Dybvad hylder det positive livssyn i sit nye standup-show Levemand, som du kan opleve i foråret 2022 i Musikhuset Esbjerg

Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet, spørger Tobias Dybvad i sit nye standupshow Levemand. Showet hylder det positive livssyn, blandt andet gennem historier om hans eget opgør med den indre dumme stemme. Levemand bliver et gensyn med den legende, satiriske comedy-stil, der har gjort Dybvad til en af landets mest populære komikere.

Som altid kan man af Tobias Dybvad forvente et gennemarbejdet show med et knaldhøjt teknisk niveau og den stramme og legesyge levering, som han er kendt for. Får man ikke et mere positivt livssyn af showet, er man i hvert fald garanteret halvanden times godt humør.

Levemand er Dybvads fjerde onemanshow og følger i kølvandet på debuten i 2013 med Sjov mand – klam personlighed, Er det ikke dig fra Dybvad? og Fasser partner fra 2018, som alle har trukket fulde huse. Derudover har Dybvad gennem 11 sæsoner skabt én af TV2 Zulus største succeser med satireprogrammet Dybvaaaaad, hvor han i et mix af satire, parodier og sketches kommenterer på ugens tv.

 

Tankerne bag Levemand

Tobias Dybvad har for længst gjort op med den bekymrede tilgang til tilværelsen, som han er vokset op med.

”Man kan simpelthen ikke bo i Danmark og blive i dårligt humør over, at det regner. Så har man gjort det rigtig svært for sig selv, og så er der pludselig rigtig meget at ærgre sig over, og det er spild af tid,” siger Tobias Dybvad som eksempel på den brok, han spidder i showet.

De fleste af os kender nok også typen, der fortæller historier om engang for syv år siden, hvor de fik en bøf, der var for gennemstegt – ”eller vent, måske var det året før?” Mange af os indeholder sikkert en flig af den tendens – i en eller anden grad. Det fede er at tage sig selv i det, bremse sig og grine af det.

”Hvis du en dag står i en lang kø, du er stresset og du synes, at det er super træls, så prøv at lade være med at fortælle andre mennesker om det efterfølgende. Lad være med at trække lorten med gennem hele din dag. Man bliver oprigtigt et gladere menneske af det,” siger Tobias Dybvad og springer videre til et nyt emne.

”Vi kommer ikke uden om også at snakke om døden. Døden kan jo meget effektivt huske os på at leve livet, når den rammer en tæt på, eller hvis den bare lige truer med at kigge forbi. Men kunne det ikke være fedt, hvis man selv kunne skabe sig en dejlig og glad tilværelse – uden at man behøver en eller anden grim diagnose?”

Uanset hvor positiv Tobias bestræber sig på at være, så skal han også være den første til at skrive under på, at man også sagtens kan blive FOR positiv.

”Det gør jeg hele tiden. Nogle gange er jeg så forhippet på at forvente det bedste af livet – jeg arbejder så meget med best case scenario, at jeg nogle gange sætter et så højt ambitionsniveau for mit liv, at det kan være svært at indfri. Og på vejen derhen får jeg taget nogle overilede beslutninger, som så får nogle vanvittige konsekvenser for mig. Heldigvis kan disse episoder jo så omdannes til et pragtfuldt standup-show,” griner Tobias.

 

Spis i MHE Comedy Club

Begynd aftenen med at spise i MHE Comedy Clubs sjove og hyggelige rammer. Vi dækker op med ternede duge ved langborde, har masser af kold fadøl i hanerne, og så serverer vi lækker, ukompliceret mad, lavet af Musikhusets eget køkken med køkkenchef Jacob Møller Justesen i front.

Aftenens menu offentliggøres senere

 

Studie- og ungerabat

Er du enten studerende eller under 25 år, kan du købe 1 billet til kr. 120.

Du skal medbringe og fremvise gyldigt studiekort eller billedlegitimation, når du viser din billet i døren. Antallet af studie- og ungebilletter, der sættes til salg, er begrænset, og de sælges til dem, der er hurtigst.

 

Det praktiske

Arrangør: Musikhuset Esbjerg
Døråbning:
 Dørene til salen åbnes 30 minutter inden forestillingen begynder
Foto: Fotografering/optagelse kan være generende for andre og er derfor ikke tilladt
Varighed: 80 minutter uden pause

Køb billet KØB SPISNING M.M. Køb gavekort